Briketten (historie)

Moselauget

Briketten

Foto: Leo Kristensen

Kaas Briketfabrik er beliggende på Kovstedbakken i Lundergårds mose nordvest for Moseby. Fabrikken var i drift fra januar 1926 - 1966.

 

 

Dannelsen af mosen

 

Da landhævningen for 4-5000 år siden for alvor gjorde sig gældende, efter at stenalder-/Litorinahavet havde overskyllet store dele af Vendsyssel – tørlagdes den gamle havbund gradvist.

 

Det er på den stenalderflade, Vendsyssels to store højmoser – Lundergårds mose og Store vildmose – findes. Under Lundergårds mose, har man fundet stubbene fra en skov af store egetræer. Skoven må være gået til grunde som følge af forsumpning – et resultat af, at klimaet blev mere vådt og fugtigt. Denne klimaændring førte bl.a. med sig, at sphagnumlaget, i den lavtliggende skovbund, hurtigt begyndte at vokse, og efterhånden kvaltes træerne af denne mosedannelse.

 

Tørvemosarten, sphagnum, spiller en afgørende rolle for dannelsen af Lundergårds mose og højmoserne i det hele taget. Planten har den egenskab, at den ” vokser på sig selv ” Hvert år vokser et nyt lag frem oven på det gamle, idet dette nye lag tilbageholder regnvandet. Den udvikling fortsætter år efter år, og til sidst kan man så få en ” mos-pude ”, der er flere meter tyk. Samtidig trykkes de nedre lag sammen, og de udelukkes fra luftens ilt. Derved gennemgår disse planter kun en delvis formuldning – en såkaldt fortørvning.

 

Hedeselskabet foretog i 1923 en undersøgelse af Lundergårds mose. Mosen havde en tørvedybde på mellem 4,8 – 2,5 m – anslået tørv pr. / t 2500 indhold af råtørv 2.457.000 tons

 

312 ha. Var af ringe kvalitet – som ikke burde anvendes til tørvefremstilling, men 756 ha. var velegnet til tørvefremstilling.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyeboes briketfabrik

 

Pioneeren Ingeniør Ib Marius Nyeboe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er Marius Ib Nyeboe til højre. 1930 Ingeniør Johannes Jørgensen og Nyeboe

Billeder venligst modtaget fra: Niels K. Nyeboe som har fået dem af Nyeboes barnebarn, Helle Nyeboe Thomle

Nyeboe var født i Thy 1867 blev uddannet som ingeniør cand. Polyt.

Nyeboes skæbne kom til at udspille sig mellem verdens knudepunkter, fra USA´s østkyst over Hamburg, Moskva til Thule i sydvest Grønland, Færøerne, Hundested, København og Kaas.

Grønland kom til at stå Nyeboe nær, her vendte han tilbage til, igen og igen.

Nyeboe var præget af en stor foretagsomhed samt en hel del eventyrlyst. Nyeboes projekter gik ikke altid ligegodt. Men han havde en simpel leveregel: Never give up, don´t

I næsten 20 år drev han, først en kobbermine siden en grafitmine i syd-sydvest Grønland. Han var også aktiv i etableringen af Knud Rasmussens handelsstation i Thule. Nyeboe blev fra 1910 nær ven med Knud Rasmussen. På en rejse fra Grønland til København, kom Nyeboe i snak med KR´s kone Dagmar. Dagmar foreslog efterfølgende KR, at kontakte Nyeboe, da Dagmar havde en klar fornemmelse af, at Nyeboe havde forstand på pengesager og var ekspert i praktiske foranstaltninger i Grønland, hvad der var brug for til etableringen af handelsstationen i Thule.

Knud Rasmussen og Ib Nyeboe kom hurtig på bølgelængde. KR var gudfar til Nyeboes datter Helle , født 1910.

I 1920 udnævnes Nyeboe til Ridder af Dannebrog.

Efter 6 år i USA, havde Nyeboe opnået stor rutine og teknisk erfaring med store jernkonstuktioner, brobygning og jernbanevæsen. Efter sin hjemkomst etablerede han egen entreprenørforretning med speciale i fyring, byggeri og energiteknik, sammen med studiekammeraten N.F.Nissen. Firmaet voksede sig hurtig stort op mod 1. verdenskrig. De havde store kunder som, Carlsberg, Hedeselskabet og Nordiske kabel og trådfabrikker

Nyeboe fik en særlig stor interesse for tørv og tørveteknologi samt fremstilling af elektricitet ved tørvebrænding. I 1905 fik han den tekniske forenings førstepræmie for en af en prisopgave om at frembringe elektricitet fra tørv. Dette var begyndelsen på den lange karriere i tørvebranchen, som gjorde Nyeboe til en holden mand. Næsten 20 patenter lagde han navn til, mest inden for tørveteknologien.

Ved Nyeboes død i 1946 var det stadig vurderingen, at det endnu eksisterende firmas løbende succes skyldtes det solide og fremsynede grundlag hos firmaets grundlægger. Dette endda selvom firmaet i 1928 omdannedes til et A/S, hvorefter Nyeboe af økonomiske årsager mistede kontrollen med virksomheden.

Årsagen til Nyeboes økonomiske problemer skyldtes for en del, at firmaets russiske filialer i 1917 blev nationaliseret, hvorved han mistede hvad der svarede til 20 mio. kr i nutidskroner.

I 1904 havde Nyeboe sikret sig rettighederne til udnyttelsen af tørv og kalk i Lundergårds mose. Her arbejdede han med et omfattende industrielt tørveprojekt.

Ved en imponerende kapitalrejsning etablerede han i 1925 Kaas briketfabrik. Men eksperimenterne med fremstilling af tørvebriketter havde kostet dyrt og i 1932 gik Nyeboe konkurs

Nyeboe er uden sammenligning den enkeltperson, der kan tilskrives æren for at Kaas briketfabrik blev en realitet. Men hans rolle i tørveindustriens udvikling i Danmark og internationalt, var imidlertid langt større end det.

Ved fabrikkens indvielse i 1926 var alle sejl sat til. Journalister fra hele landet blev transporteret med særtog helt til Kaas og vist rundt på noget man i dag ville kalde en regulær ”branding” tur. Det viser sig, at det var en foretagsom verdensmand, der var i gang i Kaas. Ib Nyboe havde en meget stor sommerresidens i Hundested og var ud over at være ingeniør og industripionér også Grønlandsfarer og en god ven af Knud Rasmussen. Siden 1904, hvor Nyboe havde sikret sig rettigheder til indvinding af tørv og kalk i Lundergårds Mose, var han blevet opfordret til at etablere en briketfabrik. Hungeren efter brændsel var kraftigt stigende pga. industrialiseringen. Der var flere danske deputationer på ture til udlandet for at se på tørve- og briketfabrikker. I 1924 udtalte ingeniør Rostrup efter et besøg på Briketwerke Friedland i Berlin, at produktionen var: ”fuldt ud gennemeksperimenteret og løst paa en Maade, der ikke lader Tvivl tilbage om, at en Tørvebriketteringsfabrik som den paatænkte vil kunne holdes i jævn og sikker Drift gennem en Aarrække”. Dette skulle senere vise sig ikke at være en sandhed med store modifikationer.

De originale tegninger til Kaas Briketfabrik eksisterer stadig. Fabrikken er en importeret kopi fra Buchau af en tysk brunkulsbriketfabrik, der blev tilpasset til at fremstille tørvebriketter. De tyske brunkulsbriketfabrikker var igen blevet udviklet ud fra tørvebriket teknologien. I 1920’erne besøgte Nyboe Tyskland for at følge udviklingen og senere indhenter han tilbud fra Buchau på en fabrik med to pressere, der hver har en kapacitet til at tømme 7 ha. mose om året. Derefter fulgte herhjemme en diskussion af afsætningsmulighederne, men nok så interessant en diskussion af, om der på egnen kunne skaffes arbejdskraft nok til at betjene fabrikken hele året og ikke kun om vinteren, når folk ikke havde så meget at se til i de traditionelle erhverv. Efter problemer med at rejse kapital, vælger Nyboe selv at skyde et stort beløb i fabrikken, midler der stammer fra hans aktiviteter på Grønland med minedrift og især salg af indhandlede skind fra fangerne i Thule til USA. Der går altså en lige linje fra de pelsklædte Vanderbilt fruer i New York til etableringen af Kaas Briketfabrik.

Den nye fabrik ender med én presse med en kapacitet på 15.000 t om året.Men produktionen når i de første 5 år end ikke 15.000 t i alt. Nyboe giver de våde somre skylden, men i virkeligheden var den anvendte hydropeat metode, hvor tørvemassen spules fri, uegnet til fremstilling af kvalitetsbriketter.I stedet går Nyboe ind i en ny opfinderfase i 1929 med at fræse mosen og tørre og presse smuld. Den samlede opfindelse patenteres, og senere overdrages patentet grundet mangel på kapital for 55.000 Pund til et britisk firma, Peco Ltd.,der tager æren for opfindelsen. I Kaas bliver der råd til at opstille det første eksemplar af et Peco-tørreanlæg, som står der endnu. Efter betalingsstandsningen i 1931, eksplosionen i 1933 og genopbygningen af fabrikken efter de nyeste metoder starter en ny æra, hvor fabrikken i Kaas får besøg af en række udenlandske deputationer og danner forbillede for en række søsterfabrikker i Irland, Estland, Sverige og flere i Rusland (bl.a. en fabrik med 14 pressere og en årlig produktion på 180.000 t). Udefra kan man efter den totale omdannelse næsten ingen forskel se på fabrikken. Betontaget bliver dog udskiftet med eternit.

Gennem forsikringsoplysninger er der skabt et overblik over antallet af briketfabrikker i Danmark på forskellige tidspunkter. I 1920erne er Kaas Briketfabrik ene på markedet. I 1935 var der 3 briketfabrikker i Danmark og i 1954 en ca. 60 stykker. Mange kom til efter 1945, men langt de fleste har under 20 ansatte og nogle helt ned til to ansatte. Mange fremstiller formbrændsel, ikke briketter. Den største fabrik efter Kaas er Birkegårdens Briketfabrik (syd for Holbæk) med 149 ansatte. Den er indrettet i en simpel træhal ligesom de andre mindre fabrikker. Konklusionen er, at briketfabrikken i Kaas var og er den eneste af sin art her i landet. Efter ombygningen i 1933 blev den en dansk foregangsfabrik og model for fabrikker i en række andre lande. Der findes med sikkerhed ikke noget lignende bevaret andre steder i Danmark. Set i en bevaringssammenhæng er det fabriksanlægget fra 1926 og Peco-tørreanlægget, der er de centrale elementer, og de står der endnu.

Kilder: Karsten Secher, Jørgen Burchardt og Morten Pedersen

Marius Ib Nyeboe havde en idé om, at kunne man fremstille en hårdt presset briket med en ensartet vægtfylde, kunne det bedre betale sig, at transportere den over større afstande = større rentabilitet.

 

Forskellige eksperter vurderede på idéen og det besluttedes fra indenrigsministeriets udvalg at støtte den. I 1925 påbegyndte man opførelsen af fabrikken som stod færdig den 29. januar 1926. Fabrikken var en næsten tro kopi af en tysk brunkulsbriketfabrik – maskinfabrikken Buchau i Magdeburg havde ekspertisen, og derfor rådførte man sig med dem.

 

Fabrikken var projekteret til at producere 15.000 tons om året, men sådan kom det ikke til at gå. Produktionen var baseret på at de hydropeat fremstillede tørv, som efter tørring skulle knuses og derefter presses til briketter. Problemet var, at der ikke var det samme vandindhold i tørvene, dernæst var det umuligt at fremstille nok sprøjtetørv til 15.000 t briketter. Det var simpelthen umuligt og urentabelt. Derfor begyndte man som forsøg at harve mosen op, men denne metode blev først mulig da man fik de lette Fordson traktorer. Men fabrikken kunne ikke anvende det lette materiale der var fyldt med plantefibre. Derfor blev der installeret et nyt tørresystem og omsider kom der styr på produktionen, men det havde været et dyrt eksperiment og i november 1931 gik Nyeboe konkurs.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hydropit anlægget 1923

 

Der var i perioden 1926 – 1931 en meget ustabil produktion og i flere perioder lå fabrikken helt stille. Der var ofte besøg på fabrikken ( Nyeboes forsøg på at skabe interesse for foretagendet og rejse kapital ) og til lejligheden sørgede man altid for, at der stod et par jernbanevogne fyldt med briketter, så Nyboe kunne fortælle, at man kunne producere 3-4 læs dagligt. I virkeligheden produceredes der kun et læs! Dette skyldtes måske også, at Nyeboe havde afsætningsvanskeligheder, så derfor lå fabrikken stille i lange perioder.

 

Når Nyeboe havde held til, at få staten gjort interesseret i hans projekt, skyldtes det måske, at man gennem denne fabrik så en mulighed for, at udnytte de energireserver der lå gemt i de danske moser, på en effektiv og rentabel måde, og dermed opnå en energimæssig selvforsyning og samtidig begrænse importen.

 

Efter tvangsauktionen og 5-6 år med mange opstartsproblemer, dannes et nyt selskab med den tidligere driftsingeniør Johannes Jørgensen som direktør. Med baggrund i professor Taulows rapport, der konkluderer, at det nye selskab vil kunne forrente sig over 25 år – den tid hvor der er råstof tilbage i mosen, startes der op med en start kapital på 1,1 mio. kr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fabrikken set fra nord-vest. Til venstre ses Lundergårds kalkværk.

 

Første produktionsår i det nye selskab ( 1932 ) forløb heller ikke problemfrit, hvor man kom ud med et underskud på 75.000,- kr. Taulow skrev i endnu en rapport, at virksomheden stadigvæk bærer præg af forsøgsvirksomhed og at man hurtigst muligt burde lægge en dæmper på at eksperimenter og koncentrere sig om, at fremstille og få solgt den nu udmærkede briket og vente med eksperimenterne til midlerne er til det.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dampmaskinen på 300 HK

 

Ved siden af presserummet var maskinrummet, hvor en dampmaskine drev en 380 v vekselstrømsgenerator, der leverede strøm til hele fabrikken.

 

 

Eksplosionen

 

1.juni 1933 indtræffer en tragedie på fabrikken. Den eksploderer hvorved 2 mand omkommer og 4 bliver hårdt sårede – her iblandt direktør Jørgensen. Jens Miller beretter, at der var meget varmt den dag og at han var derfor i mosen for at hjælpe med at slukke en mindre brand. Det var et dagligt problem. Tørvestøvet blev under harvningen hvirvlet op på forvarmeren på traktorerne, som sad langt nede under motoren. Det var ofte årsag til, at der gik ild i mosen. Kl. ca. 12.15 hørte Miller at de blæste i dampfløjten på fabrikken og var med det samme klar over, at der var et eller andet galt. Idet han kiggede derop så han taget røg i luften og der stod ild ud gennem vinduerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Branden 1. juni 1933, hvor to arbejdere blev dræbt og fabrikken ødelagt

 

 

 

Det var den gamle åbne tyske tørrer – som man havde taget i brug igen for at øge produktionen som var årsag til at branden udviklede sig til en eksplosions brand. Det støvede meget på hele fabrikken og noget af det støv lagde sig oven på tøreren, og det var dette støv der gik ild i. Nogle arbejdere havde sprøjtet vand på tøreren hvorved gløder havde bredt sig over det hele. Der skete så en forpufning og tørvestøvet blev hvirvlet op og derefter kom den store eksplosion som på grund af det tykke betontag blev særdeles kraftig.

 

Skaden blev opgjort til 230.000,- kr. Fabrikstilsynet forlangte, at en række betingelser for genopførelse af fabrikken skulle opfyldes. Den tyske tørrer skulle helt fjernes og maskiner skulle indkapsles og ikke mindst så skulle der installeres støvudsugningsanlæg.

 

Bestyrelsen rådførte sig med en ekspert fra England omkring en rekonstruktion af fabrikken. Overslaget lød på 253.000,- kr. en mindre overskridelse i forhold til forsikringen.

 

Direktør Jørgensen udtrykker overfor Direktør Larsen fra bestyrelsen i Aalborg kulkompagni, at fabrikken efter hans vurdering – i den oprindelige form – aldrig vil kunne svare sig og at man derfor bør tage chancen nu den er der og lave en mere omfattende rekonstruktion byggende på de erfaringer man har opnået og derved få en moderne og rentabel fabrik. Der er bare det problem, at det vil mere end fordoble udgifterne til opførelsen.

 

Efter en lang tænkepause, udtaler direktør Larsen sig herefter til Jørgensen: det får vi aldrig bestyrelsen og slet ikke staten til at gå med til! Men, - der er selvfølgeligt ikke andet at gøre, nu bygger De fabrikken som De mener den skal se ud og når den står der, står den der. Vi skal ikke spørge nogen og frem for alt, vi skal ikke komme med nogen overslag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Postkort af Kaas briketfabrik

 

 

Rekonstruktionen skulle forløbe i et opskruet tempo – dels for ikke at miste de markedsandele man havde opnået og nok dels for at undgå for mange spørgsmål til byggeriet, som i øvrigt kom til at koste 684.538,- kr. - penge som først blev bevilliget et halvt år efter de var brugt ! dette medførte at staten nedsatte et " Kaas udvalg ” som skulle sikre mod lignende gentagelser. Ud over en konkluderende rapport kom der ikke andet ud af det, måske fordi staten i forvejen havde en stor aktieandel i foretagendet og under alle omstændigheder risikerede at tabe penge. Men der fremstod den 1. november 1933 en moderne briketfabrik – verdens første af sin art, som kom til at danne model for lignende fabrikker i Sverige, Irland, Finland og Canada

 

I 1947 fik staten i øvrigt sine penge tilbage da statens aktier blev overtaget af Aalborg kulkompagni.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Chr. Fredriksen, Moseby, traktor / maskinfører på briketfabrikken. Billedet er taget i 1949

 

 

I 1935 købte man endnu en presser, således at der nu var tre. Samtidig gik man over til at bruge den selvudviklede Kaas fræsemetode. Det store problem var nu, at grundet den hårde konkurrence fra de tyske brunkulsbriketter havde man store afsætningsvanskeligheder som fortsatte op til 2. verdenskrig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fordson traktor med Kaas fræser. Bemærk tipvognene øverst i billedet, og støvet fra læsningen!

 

ændværdien i brunkulene var ca. 10 % større. Derfor var man nødsaget til, at sælge briketten 10 % billigere. Briketterne havde desuden den skavank, at de ville flække når de lå oplagrede i det fri, og derfor optog en del vand. Derudover flammede de hurtig op og gav dermed forbrugeren det indtryk, at de var mere udrøje. Fordelene er , at de er nemme at antænde og derfor velegnede i komfurer. Desuden er de fri for svovl.

 

Man prøvede at holde de tyske brunkul ude af markedet ved at indføre et loft over indførelsen af brunkulene, men Danmarks store eksport af landbrugsvarer til tyskland vejede tungt på denne vægtskål og derfor var dette en umulig opgave. .

 

I fræsemosen kørte 30 traktorer, som lavede råmaterialet til briket fremstillingen. Fordson traktoren kører med en fræser der med 1100 omdrejninger pr. minut fræser i en dybde på 7 mm.

 

Sæson 1936 / 37

 

Snuset bliver op gennem 30 ´erne forsat læsset med håndkraft – senere fik man læssemaskiner. Der blev læsset fra 4 forskellige spor i forskellige højder, for at få snusen godt blandet. Herefter kørte man med 8 vogne a´ 4,5 m3 i hvert træk til gruben i bunkeren, som kunne rumme 100 tons – nok til 16 timers produktion. Man kunne altså på 8 timer køre snus ind til et døgns forbrug.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læssemaskinen ved stakken

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bunkeren, her kunne der opbevares 80-100 tons, nok til et døgns produktion.

 

 

Klitgård Schrøder, Moseby, kørte med en af maskinenerne i mange år og var sammenlagt ansat på fabrikken i 34 år. Da fabrikken lukkede tilbød de, at han måtte få maskinen han havde kørt med.

 

Op til 1944-45 læssede man fortsat al snuset med store skovle eller grebe op i tipvognene. I begyndelsen arbejdede der 16 mand i et sjak med læsningen – otte mand på hver side af tipvognene som kunne indeholde op til 4 m3 så der skulle mange skovlfulde til at fylde en vogn. Det var både et hårdt og snavset arbejde. I dette tidsrum konstruerede De Smidtske i Aalborg sammen med fabrikkens ingeniør Andersen, en selvkørende læssemaskine som ses på billedet, der er fra 1944. Maskinen som gik på larvefødder, vejede 7 ton og blev drevet af en bilmotor, en Ford 31, som både var robust og driftsikker. Læssemaskinen tog af stakken i hele dens 8 m højde. Det gav et endnu bedre produkt, eftersom snuset blev blandet igen. Læssemaskinen havde et utal af gear og kraftoverføringer og en hel del reduktionsgear. Den bevægede sig meget langsom frem afhængig af, hvor stor en snusbræmme, den skulle læsse. Motoren kørte på naturgas.

 

I løbet af nogle få år blev der fremstillet 4 stk. af denne slags, så al snuset blev herefter læsset med maskinkraft. Der var en mand til at køre, og så var der en mand til at læsse vognene. Der var to rør, formet som et omvendt V, som manden styrede. Samtidig var der et spil, der kunne trække vognene efterhånden, som de blev fyldt op. Manden, som styrede rørene kaldte man " snabelsvingeren "

 

Det overskydende snus fra produktionen i mosen, blev i tipvogne indeholdende 1,8 m3 kørt til stakken til vinterens produktion. Herfra hentede man så vinteren igennem snus til fabrikken. Det viste sig, at snuset fra stakken var mere velegnet til brikettering grundet et mere ensartet vandindhold ” Stakken ” dækkede et areal på 60.000 m2 og var 8 m høj

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her læsses vognene ved stakken

 

De læssede tipvogne på vej op til gruben

 

Hver bunkervogn indeholdt 4 kbm. De var lavet på den måde, at der var et sving i hver ende, og når man hev svinget op, åbnede begge sider sig, og vognen var tømt på et øjeblik. Når man kørte ind i " bunkeren " som var et højtliggende hus, kunne man tømme vognene på meget kort tid. I bunden af bunkeren var der nogle lemme, som kunne åbnes, og under dem var der et transportbånd som førte materialet ind på fabrikken, hvor hver briket blev presset med 1300 atm. tryk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der nedlægges jernbanespor i mosen Nr. 3 fra venstre er Kristian Ejner Jørgensen som boede Svanemosevej 55, Moseby

 

Traktorer med samleagregat monteret. Traktorerne var konstrueret sådan, at 2 gear og bakgear gav traktoren den samme fart. Med samlebrættet kørte man ledig halvdelen af tiden, da man skulle bakke ned for at tage det næste skår. Samlebrættet var 2,60 m bredt, dobbelt så bredt som fræseren, som var 1,30 m bred. Logikken lå i, at man var på accord og fik det samme pr hektar. På et tidspunkt fik man 3 kr pr hektar + 70-80 øre i timen i dyrtidstillæg. På dette tidspunkt måtten man helst ikke tage mere en 9 ha på 10 timer, for ellers kørte man for stærkt. På hvert baghjul var der monteret en aluminiumsplade med et hvidt kryds, så formanden kunne tælle baghjulets omdrejningstal, som skulle være 37 omdr. pr. minut, hvor så motoren havde sin ormale omdrejningstal, som var 1100 omdr. pr. minut, og det var accorden lavet efter. Men var man af en eller andren grund blevet forsinket, kørt fast eller lignende, så kunne man indhente lidt af det forsømte ved at give lidt mere gas, så baghjulet kom op på 40-42 omdr. pr. minut. Formanden, Niels Bedholm, som var et rart menneske, så nok lidt gennem fingrende med et, da han gerne lave noget snus. Han forstod at udnytte vejret optimalt. Før 1944 havde man kørt i 2-hold skft, men fra dette år kørte man i 1- holdsskift, men så kørte man hver dag 10 timer og om søndagen i 8 timers vagt. Den første overarbejdstime gav et tillæh på 25%, den næste 33%, så gav de to næste 50% i tillæg, derefter var det 100% timer. På søn-og helligdage gav de første 4 timer et tillæg på 50%, og derefter var det et tillæg på 100%

 

Det tørrede smul blev skubbet op til tipvognene. Langt op i trediverne læssede man fortsat med håndkraft, selvom det var muligt at bruge maskiner, hvilke skyldtes den store arbejdsløshed i området.

 

Når snuset fra bunkeren var gået gennem målesluser, som var elektrisk dirigeret, der sørgede for konstant fødning til et transportbånd til mølleriet, hvor det blev pulveriseret – med undtagelse af ulden - blev det blandet med tørt pulver til en passende tørhedsgrad. Efter yderligere en tur i en blandingsmaskine bliver det fordelt over fem sigter, der skiller råmaterialet i pulver og uld. Pulveret går herefter til Peco tøreren og ulden går til fyret. Peco tøreren består af fire tørreaggregater. Pulveret blæses herefter i en bestemt rækkefølge gennem de 4 apparater og bliver tørret ned til 10 % i løbet af få sekunder, Herfra går det uafkølet videre til de tre Buchau pressere, som er i stand til at producere ca. 80 tons briketter daglig af den lette materiale og 100 t af godt tørvesnus. Presserne blev drevet af hver sin dampmaskine med svinghjul på ca. 2 m i diameter. Hver briket blev pesset med et tryk på 1300 atm. tryk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mølleriet

 

 

Peco tørrerne, inden i de store beholdere var der 60 mindre rør, hvorigennem der blev ledet damp igennem. I løbet af få sekunder var tørvesmuldet tørret ned under de 10 % vandindhold, hvorefter det blev ledt videre til briketpresserne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peco tørrerne

Fyrpladsen med Skaktovnen. Kraftanlægget bestod af en 260m2 Vølund rørkedel ydende 24 atm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fabrikken var med undtagelse af tørreapparaterne projekteret af fabrikkens egne ingeniører og for en stor del udført som dansk arbejde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

" Sliberiet " her kunne man tilpasse forskellige emner. Bl. a. formene til briketpresserne.

 

 

 

 

På fabrikken arbejdede en 5 – 6 smede. En mand arbejdede i sliberiet med at slibe nye forme til. Formene sad umiddelbart foran presserne. De blev udskiftet en gang om ugen, hvor de var slidt hule som bevirkede, at briketterne skubbede sig ovenpå hinanden på sliskerne over til lagerpladsen. Der var værkfører Still og elektriker Thomsen. Ved vægten sad Chr. Norre. Lokomotivfører var Peter Ørtoft

 

Fabrikkens betydning for lokalsamfundet

 

En af begrundelserne for statens mangeårige engagement i briketfabrikken var uden tvivl den store arbejdsløshed en lukning ville komme til at betyde. Der var således på landsplan i 1932 en arbejdsløshed på 31,7 % Det ville simpelthen være en katastrofe for Kaas og Moseby hvis fabrikken måtte lukke.

 

Lars Chr. Larsen fortæller: at briketfabrikken var en arbejdsplads der var rift om dengang. For en arbejdsmand var der kun to muligheder for arbejde, enten ved landbruget eller i mosen, og det vil først og fremmest sige ” briketten ” arbejdsløsheden var stor og havde man først fået arbejde på fabrikken, var det med at holde fast, der stod jo mindst 50 mand udenfor, klar til at overtage ens arbejde. Man arbejdede i toholdsskift a´10 timer, senere sat ned til 8 timer da vi gik over til fræsemetoden.

 

Inde på fabrikken kørte de i treholds skift fra 6 – 14 og fra 14 – 22 og fra 22 – 6 Det betød også at man havde fast arbejde året rundt.

 

" Assistent Larsen " var på fabrikken i alle 40 år - Klitgård Schrøder i 34 år – Jens Miller var der også i næsten alle årene, bortset fra nogle få år, hvor han var væk p.g.a. af uenighed om lønnen. Det tydede på at det var en god arbejdsplads

 

Klitgård Schrøder, Moseby Viola Bentzen, barn på Røde Sig i Moseby Marinus Hejlesen, Moseby

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Margrethe Andersen fortæller: Jeg kan huske om vinteren, når der var sne og frost, så var det første vi gjorde når vi mødte, var at stille de kolde træsko på de varme briketter, og imens stod vi på nogle andre briketter, som var lagt ud på gulvet, så vi kunne få fødderne varmet op. Fra presserummet gik render ud, hvorpå briketterne blev skubbet frem. Renderne sluttede ved den øverste kant af godsbanevognene. Oppe i vognene stod vi så og stablede i banevognen. Det var et koldt og hårdt arbejde, vi stod jo ude, kun med et halvtag som ly for vejrliget.

 

Jeg var også med til at lave de såkaldte ” stuepakninger ” som bestod af pakninger med enten 18 eller 21 briketter i hver. De var beregnet til at stå ved købmanden, så kunne man lige tage sådan en pakke briketter med hjem i lejligheden.

Vendepunktet

 

2. verdenskrig satte for alvor gang i afsætningen. De store lagre man havde oparbejdet op gennem trediverne blev revet væk. Alt der kunne produceres kunne sælges. Det var en ny situation for fabrikken. Dels var der kommet styr på produktionen og afsætningsproblemerne var samtidig væk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fabrikken set fra øst. Bemærk jernbanesporerne nederst til venstre i billedet, der var 2,7 km til Kaas station. Kaas station blev den station på Løkkenbanen som fik størst betydning for banen økonomisk, hvad angik transport af gods - tørv, briketter og kalk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kaas Station, den vigtigste station på Løkken banen ( 1913 - 1963 ) Kaas briket

 

Billedet til v. er fra 1944. Da var der meget stor efterspørgsel efter brændsel. Fabrikken ligger på dette tidspunkt stille, da der altid var en pause fra man havde opbrugt det sidste råmateriale til noget nyt blev fremstillet. I denne tid fik fabrikken en hovedreparation med fornyelser og forbedringer.

 

Krigen igennem var der beskæftiget op mod 1200 personer i mosen. 600 pers. under fabrikken, 400 pers. var beskæftiget ved ca. 60 tørvepressere, 50 pers. ved ælteværkerne, 100 pers. med transport, 50 pers. Med fremstilling og rep. af maskiner. I en kommune ( Jetsmark sogn ) med knap 4000 indbyggere, må mosen siges at være en stor arbejdsplads.

 

Under krigen kunne man ikke få benzin, derfor kørte traktorene på naturgas. Der var anbragt en gasflaske på hver side af benzintanken. Da anden verdenskrig brød ud den 1. september 1939, havde briketfabrikken 30 traktorer og 10 lokomotiver, som alle kørte på benzin, som blev en stor mangelvare, så man gik over til at køre på benzol, som udvindes af stenkulstjære, der også blev begrænset. Omkring dette tidspunkt er man ved at bore efter vand ved Frederikshavn, men i stedet for vand kom der gas op ad borehullet. Denne gas fik man fyldt på stålflasker, der vejde omkring 30 kg stykket. Trykket i disse flasker var 200 atm. Det fik briketfabrikken megen glæde af, for nu kunne hele maskinparken køre på gas. Man havde 2-3 lastbiler, som i næsten døgndrift hentede fyldte gasflasker i Frederikshavn. En traktor med fræser kunne forbruge en flaske på en time. Man kunne ikke starte en kold motor op på gassen, men man måtte starte motoren på benzol, når så motoren var igang lukkede man for benzolen, og i det øjeblik den var ved at dø ud, så lukkede man op for gassen. Hvis motoren var varm kunne den starte direkte på gas.

 

Modstandsbevægelsen

 

Med mosens ufremkommelighed for ikke kendte, blev området et af landets største nedkastningssteder. Direktør Jørgensen stillede velvilligt lastbiler til fri afbenyttelse for ” Kaas gruppen ” når de skulle hente containere i mosen. Der var tre nedkastningssteder i området. Et i Lundergårds mose, et i Rødhus mose samt et på Øland.

 

Når BBC sendte hilsener til Osvald, Yrsa eller Marie og disse hilsner blev gentaget tredje eller fjerde dagen derefter, så viste man, at den følgende nat fandt nedkastningerne sted. Når containerne var hentet, blev de kørt til ” sandstenen ” en fabrik der tidligere fremstillede kalksandsten, men nu fremstillede man brændt kalk på stedet. Her tømte man containerne, som herefter blev sænket i kridtgraven sammen med faldskærmene. Våbnene blev gemt på sandstenen. Over 220 nedkastninger blev det til, og kun i de 24 tilfælde blev det opdaget.. Mange af de mennesker der måtte gå under jorden, fik ” arbejde ” i mosen. Det var ikke alle der kunne holde til det fysisk hårde arbejde. Derfor blev en del sat til at plante træer på de opgravede mosearealer. Et af skovområderne hedder kaldes politiskoven. Da det danske politi blev taget af tyskerne i 1943, er en del af de politifolk som nåede at gå under jorden sikkert kommet til mosen, deraf navnet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Pæs" 1946 - manden på traktoren er Oskar Guldberg, en bror til kunstmaleren David Guldberg fra Biersted.

 

 

 

Denne traktortype havde " briketfabrikken " kun et enkelt eksemplar af. Det var en ældre ombygget Fordson F traktor (1917 - 1937) Ombygget hos firmaet V. Løwener & Co. Bælterne var af amerikansk oprindelse. Den blev aldrig kaldt andet en " pæs ". Det var nok et dialektalt udtryk for fod eller fødder. Når den kørte klaprede det øverste af larvebåndet, fordi det kørte over et bærehjul. Hvis man med sin traktor kørte fast og alt andet var opgivet, så måtte man have fat i " Pæs ", som aldrig svigtede. Når man skulle have et nyt stykke mosejord taget i brug, pløjede denne larvefodstraktor lyngen ned med en 24" plov. Den blev også benyttet til at skubbe snus ind til sporet. For når snuset lå i en bræmme på 2-3 meter ud fra sporet, og læssemaskinen tog en bredde på 1,5m, så kunne en hjultraktor ikke skubbe så bred en bræmme ind til sporet, men det kunne Pæs. Efter krigen anskaffede " briketten " sig 5 nye David Brown larvefodstraktorer, samt en enkelt IH - International Harvester bulldozer på 6 ton.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siloen

 

 

 

I begyndelsen af 50-erne byggede briketfabrikken dette korntørreri. Disse 4 siloer var inddelt således, at der var ialt 13 siloer, som hver kunne rumme flere hundrede tønder korn. Der blev gravet mange kanaler, og der blev drænet. Der blev bygget 2 pumperstationer. Den vestligste var den største med 2 pumper, hvis diameter var 18 ". De kunne hver give 15 m3 i minuttet. Vandet blev løftet 1,75 m. Efterhånden som mosejordenblev fræset væk, kom der flere og flere hektarer under plov, så i høsttiden måtte korntørreriet køre i døgndrift.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kæmpeploven, med flere traktorer spændt for til at trække den.

 

 

Sidst i 40-erne og i begyndelsen af 50-erne begyndte man at nå bunden af mosejorden, hvor man kom til sand og ler. Sammen med " Det danske hedeselskab " gik man igang med at opdyrke bunden af mosen, som i forvejen var blevet afvandet ved dræning og store kanaler med pumpestationer. På billedet ses hedeselskabets kæmpeplov, som var et imponerende syn at se, når den store muldfjæl forsvandt 1 m ned i jorden og vendte en fure, der var lige så bred som den var dyb. Ploven blev trukket af to 9 ton IH larvefodstraktorer. Briketfabrikkens 6 ton bulldozer måtte hjælpe med at række, da det kom til at regne og jordbunden blev fedtet. Der var mange heste foran denne plov. Det var ikke alt det opdyrkede jord der blev pløjet med denne plov, men nogle hektarer som en slags forsøg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1951 - Gravemaskine af typen Laji-Åkerman på arbejde i Store Vildmose

 

 

 

Omkring 1950 anskaffede briketten denne gravemaskine. Den var specielt bygget til at kunne køre på den bløde mosejord uden at synke i. Den vejede 10 ton, og larvebåndene var 1,20 m brede. Den er her monteret med en såkaldt dybdeske, som rummede 900 liter. Maskinen er her beskæftiget med at kulegrave mosejorden i en dybde på ca. 1,5 m for at få den sorte mosejord op for oven, så det kunne blive blandet med overjorden, som var lys og ikke af så god kvalitet. Denne blandig gav en bedre briket. Det tog 10-12 dage at kulegrave en hektar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

6 ton IH bulldozer - 1950

 

 

 

Bulldozeren blev anvendt til afrydning af mergellaget, men den blev også brugt til mange andre formål. Selve moteren var et kapitel for sig. Hele venstre side af motoren var en benzinmotor, med kaburator og elektriks tænding, mens højre sidevar med dyser og brændstofpumpe. Man trak to håndtag ned og startede på benzin, når så en rød lampe vistegrønt, slog man de to håndtag op, og så kørte den på diesel. Styre systemet var også specielt, da den ikke havde noget differentiale, men en kobling på hver bagaksel. Skulle man dreje måtte man med et håndtag koble siden fri, og med foden bremse den frikobled side.

 

 

 

Her ses en af de nye David Brown larvefodstraktorer som fabrikken anskaffede sig 5 af i 1951. Det har nok været i forbindelse med, at man købte 350 ha op i Store vildmose, som skulle være et supplement til Lundergårdsmose, der efterhånden begyndte at slippe op. Det store stykke mosejord havde været brugt til fenner. Man havde presset tørv i nogle striber mellem vejen til Nørrehalne og vejen til Biersted, ca. 1½ - 2 km længde. Så der stod nogle mosestykker i 200 m bredde, som havde fået mergel og som nu skulle afhøvles. Stykkerne blev fræset, og her kom larvefodstraktorerne til deres ret. Man kunne nu skubbe de merglede mosejord ud i pressegravene. Så det rensede mosejord kunne fræses og anvendes til briketter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Afrydning 1951 - forrest ses Tommy Clayton og bagerst Arne Carstensen

 

 

 

Her ryddes mergellaget af de gamle fenner i Store Vildmose. Dette lag blev afryddet ved hjælp af disse Fordson Major traktorer med de såkaldte " jordsluffer " motorerne i disse traktorer var identiske med dem fra trediverne, med den forskel at de havde selvstarter. Denne traktortype virkede lidt klodsede, så derfor fik de tilnavnet " Klodsmajor ". De kom til Danmark i 1946. Senere kom " Powermajor " og " Supermajor " som briketfabrikken købte en del af. Med disse her " jordsluffer " kunne man skrælle et lag af overjorden af og så køre ned i gravene og tømme dem.

 

 

Det sorte guld – en storhedstid er ved at være slut

 

Lundergårds mose var efterhånden ved at være afgravet sidst i halvtredserne. Kaas briketter a/s køber herefter nogle arealer I vildmosen. Og et antal Volvo lastvognstræk kører med de specielt fremstillede aluminiumskasser – to på forvognen og tre på anhængeren – i pendulfart mellem vildmosen og fabrikken. Det viser sig, at snuset fra vildmosen er af en dårligere kvalitet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Volvo L 248 lastbiler med 6 cyl 100 HK motor.

 

Fabrikken rådede over 4 sæt, som kørte i pendulfart mellem store vildmose - hvor man havde indkøbt nogle arealer -fra år ca. 1952 til fabrikken lukkede i 1966.

 

De første Volvo biler var benzin modeller. De havde dog problemer med at holde til at køre med de store anhængere. Bilerne blev senere udskiftet til model Viking L 385 med 115 HK diesel motor.

 

Chaffører var Henning Andersen, Mergelsbæk. Anders Jensen Hjørringård, Moseby. Niels Jensen, Kaas. Henry Dovenborg Larsen, Kaas. Og afløsere var: Lars Jensen, Moseby. Arne Carstensen, Kaas. Arne kørte også med fabrikkens bus. Fotoet er taget i Aalborg hvor bilerne har været til eftersyn.

 

April 1966 - den sidste briket bliver fremstillet og fabrikken lukker. Umiddelbart efter bliver presserne og maskinerne fjernet og solgt til skrot. Hærværk og tidens tand har efterhånden tæret hårdt på fabrikken, som i dag fremstår forladt og forfalden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tørvebisserne anno 1996

 

Moselauget

 

I 1993 dannede en kreds af personer moselauget, med det formål, at sikre fremtidige generationer indblik i hvordan arbejdet foregik og med hvilken redskaber i mosen. Det har gennem årene været et stort ønske, at briketfabrikken kunne bevares på en eller anden måde, da den helt unikt repræsenterer noget historisk stort og spændende. Der har gennem årene seriøst været arbejdet på en løsning, uden vi er kommet det så meget nærmere, men håbet, det har vi endnu.

 

 

Pressemeddelelse

 

Af Leo Kristensen

Hvad skal der ske med Kaas briketfabrik ved Moseby ?

Det forsøger en foreløbig arbejdsgruppe bestående af: Borgmester Mogens Gade, Arkitekterne Jan Abildskov og Vagn Kvist, samt Poul Iversen og Leo Kristensen fra Moselauget at kaste lys over.

Fra landdistriktspuljen er der bevilliget 65.000,- kr. til en forundersøgelse af, hvad briketfabrikken kan anvendes til. Desuden skal det undersøges hvilken statisk tilstand fabrikken er i her og nu og hvad det skønsmæssigt vil koste at bringe den i en anvendelig stand.

Her er der igen flere muligheder afhængig af, om bygningen skal anvendes til helårsbrug, eller kun til brug i sommerhalvåret. Skal den bruges hele året, er det selvsagt en dyrere renovering der skal igangsættes. Men det hele vil afhænge af om der er folkelig interesse og økonomisk opbakning til projektet. Der vil – håber arbejdsgruppen på – blive indkaldt til et borgermøde allerede i november i år. Her vil alle interesserede have få mulighed for, at komme med forslag til hvad de mener fabrikken vil kunne bruges til.

Starten på det her blev lagt den 21. marts 2007 hvor der blev afholdt et udviklingsværksted på Moseby skole. Her blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle undersøge mulighederne for, at skabe nogle oplevelsesaktiviteter i og omkring Kaas briketfabrik, rettet mod kommunens borgere samt de mange turister som gæster området.

Efterfølgende havde vi sidste år industrikulturens år, hvor der igen var stor fokus og opmærksomhed på briketfabrikken fra alle sider. Ikke mindst fra politikerne i Jammerbugt kommune. Ejeren af briketfabrikken og Kaasholm avlsgård, Finn Søholm Jørgensen, ringede på et tidspunkt til borgmester Mogens Gade, og fortalte, at han ville forære briketfabrikken med tilhørende arealer til kommunen. Det var jo selvsagt en glædelig nyhed som betød, at vi nu havde noget konkret at arbejde videre med.

Endelig blev det besluttet på mødet den 20. august i landdistriktsudvalget, at Kaas briketfabrik skal være et fælles Jammerbugt projekt, som går på tværs af de traditionelle grænser.

Summen af det her, giver os i arbejdsgruppen en tro på, at det ved fælles hjælp nok skal lykkes at få et eller andet ud af den gamle fabrik. Det er i hvert fald ved at være sidste chance hvis det skal blive til noget.

Tekst Leo Kristensen

 

kilder: uddrag fra : " Et stats engagement i 30èrne " rapport af Henning Madsen & Per Olesen - tekster fra egnssamlingen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tipvognslokomotiv brugt i mosen